Plantningsselskabet Sønderjylland ©

Plantningsselskabet Sønderjylland

Høyberg Plantage  

Høyberg plantage er på 60 ha. Den er beliggende syd for vejen mellem Sølvsted og Visby. Kør ind til plantagen ved adressen Høybergvej 78, 6261 Bredebro.

Efter ca. 200 meter kommer man frem til selve indkørslen. Parker bilen her ved siden af en kæmpehøj og foran skiltet "Høyberg Plantage" . Plantagen er opkaldt efter Frederik Høyberg ( 1832 - 1919 ). Han var en fremtrædende mand for danskheden på egnen ved Visby i starten af det 20. Århund-rede.

Start vandringen ind i plantagen via "Hans Beks Vej" . Hans Bek var over en lang årrække tilknyttet A/S Plantningsselskabet Sønderjylland først som skovarbejder, senere som opsyns-mand i bl. A. Høyberg plantage. På venstre af vejen passerer man først "Den Bosniske skov". Træerne her er plantet af en skovbrugsuddannet flygtning fra Bosnien, som i foråret 1998 fik denne opgave. En opgave han var meget glad for at udføre, og som stadig betyder, at han kikker forbi for at tilse "sin skov".

Længere fremme på højre side af "Hans Beks Vej" møder man skiltet "Torps Vej". Den fører ud til skovens rand mod vest, en tur på ca. 500 m. Alfred Torp ( 1896 - 1933 ) var den lokale folketingsmand, som fremskaffede de midler, der var nødvendige for at gennemføre tilplantningen af Høyberg plantage som et beskæftigelsesprojekt under Tønder kommune i trediverne. I denne periode blev området afvandet gennem gravning af rigtig mange grøfter. Senere blev der plantet træer, hvor dette var muligt.

Længere fremme på vores vandring passerer vi på vor venstre side et stort åbent areal med lyng og spredte træer og buske. Vi kalder området "Heden" og har her en målsætning om at bibeholde det som et stort smukt åbent areal midt i plantagen. Her er der gode muligheder for at iagttage dyr og fugle.

Midt i plantagen kommer man så til "Skovhuset" ved " J. J. Paulsens vej" ( 1901 - 1980 )  Udover at være bankdirektør og borgmester i Tønder i en menneskealder, så var J. J. Paulsen også en meget lang årrække formand for A/S Plantningsselskabet Sønderjylland.  Han var manden som formidlede Selskabets køb af Høyberg Plantage i 1962. Sælger var dengang Tønder Kommune. "Skovhuset" som i dag benyttes af områdets jægere som jagthytte  er opført i 1933 af de arbejdere, som stod for afvanding og tilplantning af plantagen, huset er altid åbent for besøgende, og man er derfor altid velkommen til at tage en kaffepause her, bare man rydder pænt op efter sig.

Derefter fortsætter vi vandringen af "Hans Beks Vej" frem til den store kanal i det østlige hjørne af plantagen. Herfra udgår to markveje " Jens Vej" og Berthas Vej". Jens og Betha Lauritsen var ligesom Hans Bek også tilknyttet A/S Plantningsselskabet Sønderjylland som skovarbejdere. De har gennem tiderne plantet mange af de træer, der i dag udgør plantagen. Nyd udsigten over markerne og hør vandets klukken i kanalen, før du vender om og går den samme vej tilbage til udgangspunktet.



Vis Høyberg Plantage på et større kort