Plantningsselskabet Sønderjylland ©

Plantningsselskabet Sønderjylland

Rens Hedegård Plantage  

Rens Hedegaard er med sine 275 ha, Plantningsselskabets største ejendom. Den er beliggende midt i Sønderjylland lige nord for den dansk - Tyske grænse. Et engareal som hører til plantagen har skel helt ned til grænsebækken. Rens Hedegård er anlagt i perioden efter genforeningen af 3 forskellige selskaber.  Den største del mod vest af "Det Danske Hedeselskab", den midterste del af "Skibelund Selskabet" og sluttelig den østligste del, af et selskab som var ejet af Skibsredder Arnold Mærsk. I 2003 købte A/S Plantningsselskabet Sønderjylland hele området af Hedeselskabet.

Kør i bil til adressen : Gl. Rens, Flydsholmvej 5 Rens DK 6372 Bylderup Bov. Hvis der er en kæde over skovvejen, parker da bilen her og forsæt til fods mod Gl. Rens. Kør ellers i bil helt ned til bygningen Gl. Rens og parker bilen her. Bygningen benyttes til opbevaring af maskiner, samt som jagtstue for plantagens jægere. Selve jagtpladsen bærer navnet "Kresten Philipsens Plads". Den er opkaldt efter Plantningsselskabets og Hedeselskabets mangeårige bestyrelsesmedlem, tidligere amtsborgmester i Sønderjylland, Kresten Philipsen.  Han var en meget aktiv jæger, og derfor bærer denne smukke plads nu hans navn. For enden af bygningen Gl. Rens, er der opstillet 3 borde / bænke sæt. Dem er man velkommen til at benytte.

Gå fra Gl. Rens i sydlig retning på "Vindmøllevej". Efter 350 meters vandring kommer du til et T - Kryds.      Gå derefter til venstre i østlig retning på "Paludan Møllers Vej". Denne vej er opkaldt efter den ledende grænsegendarm, som under anden verdenskrig tog kampen op mod tyskerne fra sin bolig i Gråsten. Han døde til sidst efter flere timers ildkamp. Efter 200 meters vandring kommer du til skiltet "Kloppenborglund", her markeres det tidligere ejerskel med en smuk gammel alle´ af løvtræer.

Efter endnu 200 meters vandring møder du på venstre side af vejen en fritstående eg. Den står som det eneste træ i kanten af en vildtager. På skiltet står der "Keiler Egen". På dette sted blev der kort efter 2. verdenskrigs afslutning for første gang i dette århundrede nedlagt et vildsvin en såkaldt keiler, hvilket er en stor hangris. Hovedet af dette dyr blev udstoppet og kan besigtiges i jagtstuen i Rens Hedegård.

Gå ca. 50 længere i østlig retning, og du møder på højre side skiltet "Bell Høie". Følg den lille skovvej fra skiltet ca. 100 meter, og du kommer til en åben plads i skoven med en kæmpehøj i midten. På denne høj blev der indtil 1960 afholdt grundlovsmøder.

På højen stod der en kæmpe flagstang, som i klart vejr kunne ses langt nede i Tyskland. Senere stoppede denne tradition, og området groede til med træer og buske. På det seneste er højen dog blevet ryddet, og der er opstillet et bord / bænke sæt, som skovgæster gerne må benytte, blot man husker at rydde pænt op efter sig.

Om stedet "Bell Høje" fortælles, at her boede "De underjordiske". Normalt var det klogest at holde sig på afstand af disse, men der findes også en beretning om en person fra Rens, som var i nød og derfor søgte hjælp her. "De underjordiske" gav ham under et natligt besøg et bundt kviste, som han tog imod, men først ikke så nogen større værdi i. Da det blev morgen, og han var hjemme igen på sin bopæl, opdagede han at kvistene var af guld og han var reddet !       

Gå efter besøget på højen tilbage til "Paludans Møllers Vej. Gå da til venstre samme vej, hvorfra du kom. Efter igen at have passeret "Keiler Egen" kommer du til skiltet " Skovfoged Rasmussens Vej". Vejen er opkaldt efter den skovfoged, som længst tid har haft sit virke i denne plantage, nemlig Folmer Rasmussen, Rens. Følg denne vej i nordlig retning ca. 700 meter, og du når frem til den offentlige vej "Flydsholmsvej". Drej til venstre i vestlig retning. Efter endnu 800 meters vandring er man tilbage ved udgangspunktet GL. Rens.  En skovtur på ca. 3 km.





View Rens Hedegård Plantage. Nr. 10 i oversigten in a larger map

Stort kort

til udskrift